Kapitel 7: Udarbejd sag

Søg i vejledningen

Search

7.1 Ejendomme - ændring af startstatus

Indtastning af oplysninger
Diverse oplysninger for de involverede ejendomme skal som det første indtastes under Ejendomme - "Ændring af start status".
Funktionen kan nås fra kortvinduet ved at vælge menuen "Udarbejd sag".
Der kan vælges at køre igennem alle hjemhentede ejendomme eller at udpege hver enkelt ejendom i kortet.

Her kan der indtastes og ændres:

  • Ejendomsbetegnelse (er især relevant at ændre, når der er flere matrikelnumre i en ejendom, og matrikelnumret der nævnes, ikke er det, bygningerne ligger på).

  • Arealanvendelse

  • Ejer(e)

  • Ejendommens adresse (skal kun indføres, hvis ejeren ikke bor på ejendommen).

Det er ikke nødvendigt at indtaste oplysninger for ejendomme, som ikke indgår i sagens matrikulære ændringer, og dermed ikke nævnes på skematisk redegørelse.

Årsagen til, at ejere skal være indtastet/tilknyttet inden de matrikulære ændringer udføres er, at MIA ved ejendomsberigtigelse og sammenlægning foretager kontrol af, at der er hhv. forskellige og samme ejere.
Disse ændringer vil ikke kunne gennemføres, hvis der til de pågældende ejendomme ikke er tilknyttet ejere.

Nyberegning af udgangsarealer
Fra startstatus billedet kan der også foretages nyberegninger af startarealer. Det kan kun gøres, før der laves matrikulære ændringer på jordstykket.
Nyberegninger i hhv. start- og slut status billederne foretages generelt ved at markere et matr.nr. og klikke på knappen "Ændring af matr.nr. opl.":

Der kan også højreklikkes på et matr.nr. og vælges "Ændring af matr.nr. opl.".

7.2 Dan matrikulære ændringer

De matrikulære ændringer defineres ved i kortvinduet at vælge den pågældende ændring under menuen "Udarbejd sag".
Når en matrikulær ændringstype er valgt, kommer der et ekstra faneblad i tekstdelen under kortet:

Gør det til en vane ALTID at læse, hvad MIA beder dig om at gøre nederst til venstre i kortvinduet.
Hvis du har gjort det, som MIA beder dig om, kan du fortsætte til næste punkt ved at vælge "Næste".

7.3 Ejendomme - ændring af slutstatus

Ændringer af ejendom og matr.nr.
Fra slutstatus billedet kan der udføres flere ændringer:

For ejendommen:

  • Ændring af hovednotering (f.eks. landbrugsnotering)

  • Ændre ejendomsbetegnelse

  • Indtaste eller ændre ESR-nummer

For et markeret matr.nr.:

  • Nyberegning af slutareal

  • Ændring af beregningsmåde

  • Ændring af vandkode (inkl/ekskl)

  • Ændring af arealbetegnelse

  • Ændring af brugsret

  • Ændring af arealanvendelse

Påsættelse af køber
I slutstatus kan der påsættes en køber til f.eks. en udstykket ejendom, således at der kommer denne tekst på skematisk redegørelse:
Agtes afhændet til:
Fornavn Mellemnavn Efternavn
Adresse

Kontrol af ændringer
Slutstatus billedet er generelt nyttigt som et værktøj til at kontrollere, at de udførte ændringer i MIA er, som man havde planlagt.
Ved at vælge Ejendomme - "Ændring af slutstatus" - "For alle ejendomme" køres alle ejendomme igennem, som de ser ud efter ændringerne.
Kontrollér at fladerne lyser korrekt op i kortet, mens ejendommene gås igennem.

7.4 Fejlretning

Der findes forskellige muligheder for at rette på tidligere udførte ændringer:

  • Der kan ændres på indtastede statusoplysninger fra ejendommens statusbilleder. Disse åbnes enten fra sagsbilledet ved at højreklikke på pågældende ejendom under feltet Ejendomsoplysninger eller ved inde fra kortvinduet at åbne funktionen for start/slut status.

  • Det er muligt at ændre arealstørrelser, arealanvendelse, valg om forurening mv. ved at åbne allerede foretagne ændringer enten inde fra kortvinduet (Fanebladet "Matrikulære ændringer") eller fra ændringslisten ude i sagsbilledet.

  • Den sidst udførte ændring kan slettes fra ændringslisten i sagsbilledet.

  • Delnumrene kan ændres i kortvinduet under "Rediger".

  • Alle ændringer i sagen kan slettes samtidig fra sagsbilledet, funktionen ligger under rullemenuen "Funktioner".

  • Kortvinduet kan slettes, funktionen ligger under rullemenuen "Funktioner". Dette er nødvendigt, hvis der skal foretages rettelser i CAD.

7.5 Faseopdeling

Baggrund
I sager med inddragelser og berigtigelser bliver sagerne ofte uoverskuelige på grund af det store antal delnumre, der let kan blive i en sådan sag.
MIA er grundlæggende indrettet således at ethvert areal, der afgrænses af eksisterende og/eller nye skel får tildelt et unikt delnummer i sagen.
Arealoverføres et areal, der er foretaget berigtigelse mod, vil arealet skulle betegnes med en række delnumre, hvoraf flere ifølge skematisk redegørelse er dele af helt andre ejendomme, der ikke har noget med handlen at gøre.
Dette kan være svært for andre rådgivere og myndigheder at forstå.
Blandt andet derfor er der indført en mulighed for at faseopdele sager.

Principperne i faseopdeling
Når de tekniske ændringer og berigtigelser er gennemført ”viskes tavlen ren” og vi kan lave den egentlige del af sagen på et matrikelkort, som er ryddet op og ligner den virkelige verden.
Der er ikke noget krav til, hvor i et sagsforløb man kan lave en faseopdeling.
Faseopdelingen kan laves på det sted i sagsforløbet, hvor det findes hensigtsmæssig.
Faseopdelingen kan ophæves igen, hvis ændringerne fra fase2 slettes.
Der skal ikke ved CAD-arbejdet tages stilling til, om der i sagen skal foretages faseopdeling. Data fra CAD er de samme.

Funktionalitet
Fase 1 kan afsluttes i menuen Funktioner i sagsbilledet eller i Kortvinduet. Afsluttes fasen i kortvinduet vil dette lukke ned, da der skal dannes nyt kort og sagsgrundlag til fase 2.
Når Fase 1 er afsluttet vil knappen eller Funktionen "Åbn kortvindue" åbne kortet til fase 2.

Når kortvinduet åbnes i fase 2 vil skel slettet i fase 1 ikke optræde i kortet.

Hvis det ønskes at åbne Kortet til fase 1 - fx for at ændre layout for ændringskort - kan det åbnes i sagsbilledet. Under menuen "Funktioner" vælges "Åbn kortvindue for fase 1".

Delnumre
Der bruges forskellige delnumre i de 2 faser. Ønskes nogle bestemte delnumre brugt i fase 2 (f.eks. fordi parterne eller deres rådgivere allerede har sat delnummer på nogle arealer) skal man undlade at bruge dem i fase 1.

Skematisk redegørelse
På skematisk redegørelse ses faseopdelingen ved at der er indført en "mellemstatus". Dvs. at ejendommenes betegnelse og areal listes op (herefter udgør :...) på det tidspunkt i sagen, hvor der er valgt at lave faseopdeling. Dvs. at skematisk redegørelse får disse overskrifter:

  • "Der sker følgende ændringer"

  • "Herefter udgør:"

  • "Herefter sker der følgende ændringer"

  • "Herefter udgør:"

Ændringskort
Der arbejdes i en faseopdelt sag med 3 forskellige ændringskort.

"Dan ændringskort for fase 1"
Der kan udarbejdes et kort, der alene beskriver ændringer i fase 1. Nye skel, der endnu ikke er kommet i anvendelse, da de først "opstår" i en ændring i fase 2, vil vises på kortet med en særlig farve (orange).
Hvis der er behov for kosmetiske ændringer af kortet til fase 1 efter gennemførelse af faseopdelingen foretages dette på normal vis ved at åbne kortet for fase 1 i Sagsbilledet under Funktioner.

"Dan ændringskort for fase 2"
Der kan udarbejdes et kort, der alene beskriver ændringer i fase 2. Dvs. at skel slettet i fase 1 ikke vises. Delnumre fra fase 1 vil heller ikke blive vist. Udgåede matrikelnumre, f.eks. i forbindelse med tildeling af matrikelnumre til matrikelnumre i flere lodder, vil også mangle.

"Dan ændringskort uden delnumre fra fase 1"
Endelig kan der laves et ændringskort, hvor også elementer slettet i fase 1 medtages i fase 2 kortet.
Det eneste, som dette kort ikke indeholder er delnumre fra fase 1.

7.6 Gode råd til sagsudarbejdelse

  • Hvis du i starten glemmer, hvad du skal gøre, så følg rækkefølgen nævnt i denne huskeseddel.

  • Inden du udarbejder den matrikulære sag, så tænk meget nøje over, hvilken rækkefølge du ønsker en sag præsenteret i på skematisk redegørelse. Beslut, om du ønsker skematisk redegørelse sorteret eller usorteret.

  • For lettere at lave et godt layout kan du starte med at danne ændringskortet, så du kan se, hvor meget det fylder i det ønskede målforhold. Husk grænserne, og når du herefter åbner kortvinduet, så gem et vindue svarende til udskriftsbilledet.

  • I det hele taget er funktionen med at gemme et vindue meget tidsbesparende.

  • Når du laver sagen, så vend dig til hele tiden at bruge quicktaster – både de sædvanlige såsom return og ctrl tasterne. Men vend dig også til at bruge f.eks bare et ”b”, når du ønsker at vælge arealanvendelse "Bebyggelse med helårsbeboelse" m.v.

  • Har du svært ved at overskue, om du har fået slettet alle de ønskede linier, skel m.v. i en sag, så dan et indlægningskort for at se slutresultatet. En anden metode til kontrol af slutresultatet er at gennemkøre Ejendomme - "Ændring af slutstatus" for alle ejendomme og se, om fladerne i kortet lyser op i kortet som du forventer slutsituationen skal være.

  • Vær opmærksom på reglerne for nyberegning af arealer. Startarealer kan ændres under tekniske ændringer > supplerende oplysninger >nyberegning af matr.nr. Eller der kan ændres direkte fra startstatus med "Ændring af matr.nr. opl.". Nyberegninger af startarealer skal foretages som det første i sagen. Slutarealer i slutstatus bør nyberegnes som det sidste i sagen. Der kan ikke foretages nyberegning af både startareal og slutareal for et jordstykke.

 

Der tages forbehold for eventuelle fejl og ændringer. - Geodatastyrelsen