Kapitel 10: Sag på sag
Søg i vejledningen
10.1 Indledning
Som praktiserende landinspektør kan man komme ud for at skulle udarbejde en matrikulær sag (sag 2), hvor der i samme område er udarbejdet en anden matrikulær sag (sag 1), som endnu ikke er approberet hos GST.
For at kunne komme igang med sag2 således at der kan dannes skematisk redegørelse mv. til kommunen og andre myndigheder, er der i MIA indbygget en funktion til at lave sag på ikke approberet grundlag (kaldes efterfølgende sag-på-sag eller sag2). I en sag-på-sag er startgrundlaget = slutsituationen for sag1.
10.2 Definitioner
Følgende definitioner bedes bemærkes.
Sag1 – En traditionel MIA3 sag, der endnu ikke er approberet hos GST. Hvis sag1 er approberet hos GST vil det ikke give mening af lave sag-på-sag. Ud fra sag1 er det i MIA muligt at danne en sag-på-sag zip-fil, som kan anvendes til at udarbejde sag2.
Sag2 - En sag på ikke-approberet grundlag. Kaldes også sag-på-sag. Det er en MIA3 sag, der tager udgangspunkt i slutsituationen fra den ikke-approberede sag1. Sag2 tildeles ikke GST sagsID og kan ikke indsendes til GST, førend sagen er opdateret i MIA.
10.3 Generelt om sag-på-sag
Nye objekter fra sag1
Nye matrikelnumre i sag1 navngives i sag2 ved deres delnummer. Hvis et matrikelnummer indeholder flere delnumre, vælges det mindste. Dvs. de hedder fx. delnr. 1 og præsenteres som sådan på skematisk redegørelse og i alle dialoger, som henviser til dette "matrikelnummer". De præsenteres på ændringskortet som et delnummer, altså f.eks. som 1 med en ring omkring, men til forskel fra nye delnumre i sag 2 er de sorte:
De sorte delnumre ligger i MIA's tekstlag og ikke i samme lag som almindelige delnumre.
Af denne grund kan sorte delnumres størrelse ikke ændres vha. "Rediger" - "Ændre størrelse på alle delnumre".
De vil derimod ændre størrelse, hvis der vælges "Rediger" - "Ændre størrelse på alle tekster".
Det er også muligt at ændre størrelse for et enkelt, sort delnummer ved at vælge "Rediger" - "Ændre attributter og størrelser" og pege på delnummeret i kortet.
Efter opdatering af sagen, vil delnumrene både i ændringskortet og på skematisk redegørelse blive udskiftet med de endelige matrikelnumre.
På samme måde for nye ejendomme fra sag1. Her vil ejendomsbetegnelsen i sag2 være fx "Delnr.1 Geding By, Tilst".
Efter opdatering af sagen, vil ejendomsbetegnelsen blive opdateret til at indeholde det endelige matrikelnummer. Dette vil også slå igennem på skematisk redegørelse, hvis ejendomsbetegnelsen nævnes der.
Alle objekter i kortet, som i sag1 er nye, vil i sag2 få et midlertidigt 5-cifret elementID.
Efter opdatering af sag2, vil disse elementID'er blive udskiftet med endelige ID'er.
10.4 Forudsætninger
Indsendelse af sag2
Sag2 kan ikke indsendes til GST før sagen er blevet opdateret med data fra distributionsserveren.
Når sag1 er approberet hos GST skal der hentes nyt MIA udtræk til opdatering af sag2 i MIA. Derved vil sagen blive opdateret med endelige matrikelnumre, ID'er og datoer og dermed kan sag2 indsendes til GST.
Overensstemmelse i MIA og miniMAKS
Når sag1 skal opdateres med endelige ID'er og matrikelnumre foregår dette ved sammenligning af koordinater. Fx findes et endeligt elementID til et skel ved at sammenligne koordinater for skel i hhv. MIA og det nye udtræk. Det er derfor en vigtig forudsætning for løsningen, at der er fuld overensstemmelse i geometrien mellem registreringen af sag1 hos GST og MIA-sagen. Hvis ikke dette er tilfældet, kan der komme fejl ved opdateringen.
Sag-på-sag funktionen forudsætter derfor, at der er 100% overensstemmelse i:
data for slutsituationen for den MIA-sag (sag1), hvorfra der dannes sag-på-sag zip-fil.
data der hentes fra MIA distributionsserver efter approbation af sag1.
I nogle tilfælde kan det ske, at der ikke er denne overensstemmelse. Det kan skyldes at:
der er hos GST approberet en anden sag i området.
sagsdata er for sag1 blevet ændret hos GST i miniMAKS Editor.
sag1 er blevet ændret i MIA mellem dannelse af sag-på-sag zip-fil og indsendelse af sagen til GST.
Hvis der ikke er overensstemmelse imellem data i MIA og i miniMAKS for sag1, kan det betyde, at sag2 ikke kan opdateres.
Se iøvrigt Fejlmeddelelser.
Iøvrigt vedrørende pkt. 3:
På grund af ovenstående er det fx meget vigtigt at være opmærksom på, om der udrettes skel (og hvilke) ved hhv. sag-på-sag zip dannelse og indsendelse af sag.
Eksempel:
Der dannes sag-på-sag zip, hvorved MIA automatisk starter kortkontrollen. MIA spørger om udretning af skel, hvor brugeren svarer "Ja" til at udrette 2 ud af 4 skel.
Bagefter indsendes sagen, hvor brugeren svarer "Ja" til at udrette de sidste 2 skel, som brugeren havde svaret "Nej" til ved sag-på-sag dannelse. Når dette registreres hos GST, vil der være uoverensstemmelse i et nyt dataudtræk og den pågældende sag-på sag. Dermed vil sagen ikke kunne opdateres og indsendes.
I dette tilfælde kan sag2 problemet dog løses ved at danne sag-på-sag igen og omarbejde sag2. Hvis rækkefølgen havde været omvendt (dvs. indsendelse før sag-på-sag dannelse) og der var uoverensstemmelse i skeludretning, ville sag2 ikke kunne indsendes som sag-på-sag, da den allerede udførte skeludretning i sag1 ikke kan fortrydes.
Sag3
Hvis det bliver nødvendigt at lave en sag3 i samme område, kan det godt lade sig gøre. Dog kræves det, at sag2 er opdateret, før der kan dannes sag-på-sag zip-fil til en sag3. Dermed skal sag1 også være approberet hos GST inden sag3 kan påbegyndes som sag-på-sag-på-sag.
Sag-på-sag, hvor sag1 er lavet af andet firma/kontor
Det er ikke et krav, at sag2 bliver lavet af samme kontor/firma som sag1.
Derfor kan man med fordel bede om en sagpåsag zipfil fra et andet firma, hvis man via miniMAKS advarselslisten bliver opmærksom på, at der er overlappende udtræk.
10.5 Begrænsninger
Delnumre
Det er ikke muligt at anvende samme delnummer i både sag1 og sag2. MIA tillader ikke ændring af delnummer i sag2 til et delnummer, der allerede er anvendt i sag1.
Faseopdeling
Det er i første version af sag-på-sag ikke muligt at lave faseopdeling i sag2, hvilket skyldes at denne del endnu ikke er tilstrækkeligt testet.
Der kan godt laves sag-på-sag, hvis der i sag1 er foretaget faseopdeling.
Hvis du har en sag2, hvor du ønsker at lave faseopdeling, og er villig til at teste funktionaliteten, er du meget velkommen til at kontakte MIA-service, som kan sende en opdatering, der gør det muligt at lave faseopdeling i sag2.
Fiktive sager
I MIA2 var det muligt at lave en fiktiv sag1, som kun indeholdt de nødvendige ændringer for at danne startgrundlaget for sag2. Efter indførelsen af miniMAKS, er dette desværre ikke længere muligt.
Sag-på-sag zip-filen skal dannes af den MIA-sag, som senere vil blive sendt til GST.
Fredskovsager
En sagpåsag, hvor der i sag1 er udlagt nye fredskovlinier, vil ikke kunne opdateres. Det skyldes at sager med ny fredskov som regel vil blive behandlet i miniMAKS Editor hos GST. Jævnfør afsnittet Forudsætninger vil sag2 ikke kunne opdateres, hvis sag1 er ændret i Editor.
10.6 Sag-på-sag fremgangsmåde
I den første sag (sag1) vælges ”Import-eksport” – ”Dan zip-fil som grundlag for ny sag”.
Herved dannes en zip-fil, som kan importeres i en ny sag (sag2), som var det en almindelig fil fra MIA distributionsserveren.
Zip-filen gemmes på disken under et sigende navn (journalnummer eller lignende).
Ved dannelse af zip-filen vil der blive udført kortkontrol. Dvs. at MIA kan spørge om fx udretning af skel og om der skal tildeles matrikelnummer til fritliggende lodder.
Den dannede zip-fil indeholder kort og register data, der svarer til slut-situationen for sag1. Den svarer altså principielt til, hvad der kunne hentes fra GST, hvis sag 1 var godkendt, dog med lidt forskel ved navngivning af evt. nye matrikelnumre og/eller nye ejendomme. Zip-filen indeholder desuden ejer/køber forhold og arealanvendelse fra sag1, så disse oplysninger ikke skal indtastes og vælges igen. Husk at kontrollere, om disse oplysninger stadig er korrekte.
Der skal nu oprettes en ny sag i MIA med landinspektørjournalnummer osv. På vanlig vis vælges "Importer matrikeloplysninger fra zip fil". I stedet for at importere en zip-fil fra distributionsserveren, importeres den zip-fil, som er dannet af MIA i sag1.
Ved import vil der komme denne besked, hvortil der svares "Ja":
Når sag-på-sag zip-filen er importeret, kan sagen evt. suppleres med nyt udtræk fra MIA distributionsserveren, hvis sag 1 ikke indeholder alle implicerede jordstykker til sag 2. Bemærk, at et supplerende udtræk skal være uden sagsID, ellers kan det ikke importeres.
Dvs. ved download på MIA distributionsserveren skal der vælges Nej til "Kontrol (advarselsliste)".
Selvom der er tale om et supplement til sagen, skal der vælges Nej til "Supplement til sag". På MIA distributionsserveren angiver denne oplysning blot om jordstykkerne skal tilføjes til et eksisterende sagsID i Advarselslisten. Men da sagen endnu ikke har fået et sagsID, kan det naturligvis ikke lade sig gøre.
Det er ikke nødvendigt at indtaste SagsnummerID, IndsenderID og RekvirentID.
Der skal altså træffes disse valg:
Bemærk: Det supplerende udtræk til sag2 skal være lavet før sag1 godkendes hos GST. Hvis sag1 er godkendt bør sag2 laves som en almindelig sag.
Når sagsgrundlaget er importeret, kan sagen udarbejdes på normal vis. Der eksporteres til CAD på vanlig vis. De nye kortelementer (røde) fra sag 1 vil nu blive opfattet som "gamle skel" i sag 2 (sorte).
De vil få tildelt et midlertidigt 5-cifret element-ID.
CAD arbejde og MIA ændringer laves nu på normal vis.
Når sagen er færdig, kan der udskrives skematisk redegørelse og ændringskort, så disse kan sendes til kommunen og evt. andre myndigheder. Det vil fremgå af skematisk redegørelse, at det er sag1, som er anvendt som udgangsgrundlag, idet der vil stå denne tekst øverst under overskriften:
"Sag baseret på ikke registerede oplysninger fra sag <journalnr for sag1>".
Sagen kan IKKE sendes til GST i den nuværende tilstand. Inden sagen kan sendes til GST, skal sagen opdateres med diverse ID’er, matrikelnumre og datoer, således at sagen bliver til en ”rigtig” MIA3-sag. Opdateringen kan først ske, når sag1 er afsluttet hos GST. GST er villig til at hastebehandle sag1-sager, hvis der kommer en efterfølgende sag-på-sag. Det er her vigtigt at gøre GST opmærksom på, at der kommer en efterfølgende sag-på-sag.
Opdateringen foregår ved, at der foretages et nyt udtræk fra MIA distributionsserveren med advarselsliste (og dermed sagsID). Udtrækket skal indeholde alle jordstykker, som ændres i sag2.
Derudover skal udtrækket indeholde alle nye og ændrede elementer fra sag1. Med elementer menes hhv. skel, skelpunkter, temalinjer, jordstykker og ejendomme. For ændrede og nye kortelementer
(skel, skelpunkter og temalinjer) fra sag1 er det tilstrækkeligt, at disse ligger i ”bufferzonen” i det nye udtræk, dvs. det er ikke nødvendigt at udvælge de jordstykker som kortelementet ligger på.
I MIA åbnes sagen og der vælges ”Import/eksport” – ”Importer matrikeloplysninger til opdatering af sag-på-sag”.
Der kommer en fil udvælgelses boks frem, hvor der skal vælges den zip fil, som er hentet hjem fra distributionsserveren.
Hvis opdateringen går godt, vil der komme denne besked:
Opdateringen kan også slutte med fejlmeddelelser, hvilket betyder, at sagen ikke er blevet opdateret og muligvis ikke kan indsendes til GST. Se evt. afsnittet Fejlmeddelelser og kontakt MIA-service, hvis der er noget du ikke forstår.
Hvis opdateringen går godt, vil sagen herefter kunne indsendes til GST.
Fortryd opdatering
Ved opdateringen laver MIA automatisk en backup af sagen i form af en eksporteret sagspakke.
Dvs. at hvis der sker fejl ved opdateringen, kan der gås tilbage til tidspunktet umiddelbart før opdateringen ved at vælge "Import/eksport" - "Fortryd opdatering af sag-på-sag".
Det kan fx være, hvis der er en fejl i MIA, som kræver at sagen opdateres i en nyere MIA version.
Fortryd opdatering skal også bruges, hvis det bliver nødvendigt at lave ændringer i CAD - f.eks. i forbindelse med en revisionsudsættelse fra GST.
Hvis der forsøges at importere en CAD-fil i en opdateret sagpåsag kan der fremkomme diverse mere eller mindre forståelige fejlmeddelelser.
Der skal vælges "Fortryd opdatering...". Derefter Funktioner - "Slet kortvindue", før CAD-filen kan importeres.
Når sagen igen skal opdateres, kan der anvendes den samme zip-fil til opdatering.
TIP: Da en "Fortryd opdatering..." fører sagen tilbage til tidspunktet umiddelbart før opdatering, kan det være en fordel så vidt muligt at gøre sagen HELT færdig, inden der vælges "Importer matrikeloplysninger til opdatering af sag-på-sag".
Vigtigt ved indsendelse
Det skal anføres i bemærkningsfeltet, at sagen er af typen sag-på-sag, og om det er sag1 eller sag2.
Dette er vigtigt at gøre GST sagsbehandleren opmærksom på, da der ellers er risiko for at sag2 ikke kan gennemføres som sag-på-sag.
Hvis det er en sag2, bedes du skrive sagsID for sag1.
Eksempel: ”Sag-på-sag (sag2) efter sagsID 123456789”
Ved indsendelse af sag1, skal det angives, at sagen er en sag1, og at der kommer en efterfølgende sag-på-sag. SagsID for sag2 kan ikke skrives, da det normalt ikke kendes på dette tidspunkt. I stedet kan jeres journalnr. skrives.
Eksempel: "Sag1 med efterfølgende sag-på-sag j.nr. 2009-12345"
Hvis sag1 allerede er indsendt til GST uden ovenstående bemærkning, er det meget vigtigt på anden vis at gøre GST opmærksom på, at der kommer en efterfølgende sag-på-sag.
Det kan gøres ved at rette henvendelse til din distriktsleder eller til sagsbehandleren, hvis du ved hvem der er sat på sagen.
10.7 Fejlmeddelelser
Ved opdateringen kan der komme fejlmeddelelser, som kan have flere årsager:
Det nye udtræk dækker ikke nok
Det er vigtigt, at udtrækket til opdatering af sag2 dækker alle ændrede og nye elementer fra sag1.
Følgende fejlmeddelelse vil komme, hvis udtrækket ikke dækker nok:
I dette tilfælde skal der laves et nyt udtræk, som også indeholder matr.nr. 6ab.
Fejlen kan også komme til udtryk med denne tekst:
"Matriklen, 123abc, har ikke en flade tilknyttet i det nye udtræk"
I dette tilfælde skal der laves et nyt udtræk, som også indeholder matr.nr. 50b.
Uoverensstemmelse mellem MIA og miniMAKS
Som beskrevet i afsnittet Forudsætninger er det en forudsætning for at opdateringen af sag2 kan gennemføres, at der er fuld overensstemmelse mellem registreringen af sag1 hos GST og MIA-sagen. Hvis denne overensstemmelse ikke er tilstede, kan der komme fejlmeddelelser ved opdatering af sagen.
Det kunne fx se således ud:
I dette tilfælde er der tale om en forureningslinie der er blevet ændret hos GST i sag1. Derfor kan MIA ikke opdatere sagen.
Se iøvrigt nærmere i afsnittet Forudsætninger om, hvad der kan være årsag til uoverensstemmelsen.
Kontakt generelt MIA-service, hvis du ikke forstår fejlmeddelelserne.
MIA-fejl
Fejlmeddelelser kan naturligvis også skyldes MIA-fejl. Kontakt MIA-service, hvis du har mistanke om en MIA-fejl. De skal bruge disse data:
eksportsag af sag1
eksportsag af sag2
den zip-fil, som er downloadet til opdatering
Eksportsag dannes i sagsoversigten ved at markere sagen og vælge "Import/Eksport" - "Eksporter sag(-er)".
10.8 Quick guide til sag-på-sag
Pkt. | Beskrivelse | Bemærkninger |
---|---|---|
1 | Dan zip-fil fra sag1 | "Import/eksport" - "Dan zip-fil som grundlag for ny sag" |
2 | Opret ny sag med lsp-journalnummer mm |
|
3 | Importer matrikeloplysninger | "Import/eksport" - "Importer matrikeloplysninger fra zip.fil" (Her vælges zip-filen dannet under pkt. 1) |
4 | Sagen suppleres med flere ejendomme | Hvis nødvendigt kan sagen suppleres med flere ejendomme. Der foretages udtræk UDEN advarselsliste og inden sag1 godkendes hos GST. |
5 | Sagen udarbejdes på vanlig vis | Sagen kan ikke indsendes herefter, da den ikke har fået GST sagsID |
6 | Sagsgrundlaget opdateres med udtræk fra distributionsserveren | "Import/eksport" - "Importer matrikeloplysninger til opdatering af sag-på-sag" (Nu er sagen opdateret og har fået tildelt GST sagsID) |
7 | Sagen indsendes | Det noteres i bemærkningsfeltet, at sagen er af typen sag-på-sag (også når der der er tale om første sag - Sag1) |
Ovenstående guide er en oversigt, der ikke beskriver alle vigtige emner.
Det anbefales på det kraftigste at læse hele afsnittet Sag-på-sag fremgangsmåde grundigt.
Der tages forbehold for eventuelle fejl og ændringer. - Geodatastyrelsen